Torvet i Svendborg midtby

Svendborgs nye skoleøkonomi sendt i høring på tal, der ikke er opdateret

Beregningerne bruger en takst, udvalget selv har sænket, og flere udgifter er ikke regnet med. Høringsfristen er i dag kl. 10.

Svendborg Kommune har sendt en ny tildelingsmodel for almen- og specialområdet i høring. Ifølge kommunens egne dokumenter er beregningerne bag forslaget ikke opdateret efter udvalgets egne ændringer.

Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget besluttede 5. oktober at sænke den takst, en skole skal betale, når en elev visiteres til et specialtilbud, fra 220.000 til 200.000 kr. De konsekvensberegninger, udvalget fik forelagt samme dag, regner stadig med 220.000 kr. Ifølge dagsordenen opdaterer administrationen tallene på baggrund af budget 2027.

Nye takster for specialtilbuddene bliver først forelagt 30. november, samme dag som høringssvarene. Høringsfristen er i dag, mandag 9. november, kl. 10. Kommunalbestyrelsen skal efter planen træffe beslutning 15. december.

Udgifter, der ikke er regnet med

Administrationen skriver selv, at beregningerne kun viser »potentialet for at omfordele« penge til almenområdet. Ifølge dagsordenen og bilag 1 indgår disse udgifter ikke:

  • en forventet stigning i elever med særlige behov
  • merudgifter til støtte i 10. klasse
  • elevbefordring, selvom udgiften ifølge revisionsfirmaet BDO er steget fra 8,45 til 11,80 mio. kr. fra 2022 til 2025
  • de 11,5 mio. kr. fra budgetforliget til et løft af folkeskolen

Besparelse bygger på en sammenligning, som BDO selv tager forbehold for

Kommunen har regnet på at sænke taksterne for specialklasser med 30 procent, hvilket er estimeret til 9,2 mio. kr. Tallet bygger på BDO’s sammenligning med tre anonyme kommuner. BDO skriver selv, at sammenligningen ikke siger noget om det nødvendige omkostningsniveau eller om kvaliteten.

Beregningerne forudsætter også, at 58 elever over tid kommer i almene klasser frem for specialtilbud. Ifølge bilaget er »der tale om et estimat«, og BDO skriver, at de ikke har gennemgået konkrete elevsager.

Ét parti stemte imod

Enhedslisten stemte 5. oktober imod at sende materialet i høring og kaldte det ikke fyldestgørende.

Fyn Nyt har forelagt kritikpunkterne for formand for Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget Mette Kristensen (V) med en frist til mandag morgen. Hun har ikke svaret. Vi bringer gerne hendes kommentarer, hvis de kommer.

Høringen er rettet til skolebestyrelser, faglige organisationer og MED-udvalg.

Kilde: Dagsorden og referat, Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget 5. oktober 2026 (sag 26/15416), bilag 1 og 2, høringsbrev, BDO-analyse januar 2026. Foto: Privat (arkiv)

Del artiklen:FacebookLinkedInXMail

Lignende indlæg

Deltag i debatten

Skriv under dit rigtige navn og hold en god tone. Læs vores debatregler. Din første kommentar godkendes af redaktionen, før den vises. Din e-mail bliver ikke offentliggjort.