Europæisk dronegigant åbner i Odense
Odense har fået endnu en stor spiller inden for droner. Den europæiske forsvarsteknologivirksomhed TEKEVER, der udvikler AI-baserede, selvflyvende dronesystemer til overvågning og informationsindsamling, etablerer sig i byen. Det er virksomhedens første afdeling i Norden.
Samtidig investerer Danmarks Eksport- og Investeringsfond, EIFO, knap 100 millioner kroner i TEKEVER, der er værdisat til omkring 42,5 milliarder kroner. TEKEVERs droner har ifølge virksomheden over 50.000 operationelle flyvetimer i Ukraine.
Valget af Odense begrundes med byens stærke miljø for droner, robotter, test og forskning. Ifølge TV 2 Fyn rekrutterer virksomheden allerede, men har endnu ikke sagt, hvor mange arbejdspladser det bliver til, eller hvor afdelingen skal ligge.
Topchefen understreger over for TV 2 Fyn, at virksomhedens droner indsamler information og ikke er bygget til angreb.


